|
Poeten og Lillebror
Det Bare Ord
På den ene side virker det måske lidt sært at 26-årige Jonas Gülstorff nu debuterer med en Music’n’Poetry skive – men på den anden side, så er det måske helt naturligt, for Jonas har siden, han var 12 år gammel (og sikkert endnu tidligere) snakket sig uafbrudt gennem radio, film, TV, mere radio, endnu mere TV og flere film og i øvrigt alle steder, hvor han har haft bare en spinkel chance for at udbrede sin røst…
Og når man så får at vide, at Jonas har skrevet prosa og lyrik siden sit 12. år, hvor han sendte sin første novelle håbefuldt afsted til børnebladet Gadekrydset, og at han er – på et spor parallelt med kendis-karrieren – fortsat lige siden med nedfælde ord og lidt senere også musik, så begynder man at forstå, at naturligvis debuterer ’Jonas fra Puls’, ikke bare som musiker med en debutplade eller som kendis-forfatter på Aschehoug, men som musikalsk poet med en digtsamling – i CD-format…
Egentlig er der ingen grund til at forklare, for Jonas Gülstorff alias Poeten & Lillebror’s debut taler helt og aldeles for sig selv i bogstaveligste forstand. Gennem 11 skæringer læser Jonas sin poesi højt for os alle, med en ægte intensitet og absolut indleven, som en storbyhistorie om en måske ikke helt almindelig ung mands liv og færden… i storbyen.
Ordene akkompagneres af musik, eller rettere musikalske stemninger perfekt tilpasset til ordene og ordene er perfekt reciteret til musikken… som Freestyle-Rap, men det er bare ikke Rap og slet ikke Freestyle – det er bare ord og det er bare musik, som Jonas har tænkt over, følt og arbejdet med længe for at få det til at flyde sammen… musik med ord eller ord med musik – ikke hver for sig, men sammen som Music’n’Poetry.
Music’n’Poetry er ikke en genre vi ligefrem er vant til herhjemme. Det tætteste vi kommer er den fremragende, storsælgende og banebrydende "Pas På Pengene" – hvor der blev sat musik til Dan Turrells lyrik og stemme. Og ligesom ”Pas På Pengene” er ”Det’ Bare Ord” også verbale storby-billeder og lyrisk hverdagsliv. Men det er fra starten tænkt som en helhed… den helhed Jonas opdagede på lyrik-caféer fyldt med undergrundspoeter i L.A., hvor han flyttede hen for at slippe væk fra kendis-livet, og hvor han blev lige til pengene slap op og opholdstilladelsen løb ud…
Det var i 2003 Jonas havde fået nok og ville væk, men da havde han også som 23-årig oplevet mere end de fleste gør på et helt liv. Han havde lavet radio siden han i en alder af 12 år, fik lov til at åbne for mikrofonen på Hvidovre Nærradio for første gang. Så blev han ungdomsreporter for børnebladet Gadekrydset (der i øvrigt mente hans novelle var for lang til tryk i deres blad). Og da han som børnereporter skulle lave en artikel om ’Casting til Børnefilm’ endte han med selv at blive castet til filmen . Da Gadekrydset lukkede, forsatte Jonas som skribent på Min Avis - men det var radio han ville lave, og via et piccolo job på The Voice, endte han så med at lave…TV!
DK4 giver nemlig Jonas sit helt eget TV-Program, som han døber ”Smask”. Det er så der Jonas Gülstorff for første gang træder frem i hele Danmarks bevidsthed, og sender ham ind på kendis-himlen… og er man først der, er alle døre som bekendt åbne.
Jonas vælger at prøve næsten dem alle sammen de næste år. TV-vært på ungdomsprogrammet Puls på TV2 (der skaffer ham Kim Schumacher Prisen), skuespiller i flere ungdomsfilm, Radiovært på Uptown og 100 FM, skribent for Frikvarter og Vi Unge… men han prøver, også de mindre glamourøse, afviklingstekniker på Kanal Københavns ’sene aften programmer’, A&R-assistent på et pladeselskab og medhjælper i en vuggestue. Nå jo og så leverer han med bandet Deew et track til den franske og verdensomspændende Chill Out Compilation Serie ”Buddha Bar”.
Så livet havde virkelig haft godt fat i den kun 24-årige Jonas Gülstorff, da han beslutter sig for at sælge bil og lejlighed og drage til L.A. for at opleve undergrundspoesi og for at hellige sig selv at lave det.
Da tiden randt ud i L.A. i starten af 2003 drog Jonas med guitar og laptop på ryggen til Amsterdam. Her forsatte arbejdet med ord og musik, alt imens huslejen blev godtgjort på den lokale restaurant, hvor han arbejdede som kok. Det var her den spæde start til debut’en blev lagt, de første ord og de første optagelser…
Året efter vendte Jonas tilbage til Danmark for at færdiggøre pladen. For at prøve teksterne af, stillede han i januar 2005 op til “Poetry Slam”, poesiens kampplads, på Ideal Bar i København. Det er en konkurrence og det er publikums dom, der afgører hvem, der vinder. Hvert digt bedømmes med point. En hård debut foran et live publikum, men da pointene blev talt sammen, endte Jonas Gülstorff alligevel som aftenens vinder.
En lille sejr i det store billede, men en stor sejr for Jonas Gülstorff, der på trods af, at han havde skrevet Lyrik og Prosa siden sit 12. år (og i lige så lang tid havde modtaget afslag fra diverse forlag), aldrig havde mistet modet. Sejren gav ham det endelige skub til at færdiggøre pladen ”Det’ Bare Ord” som kommer på gaden d. 22. august.
Men det er ikke bare ord! For Jonas’ lyrik er så fuld af erfaring, og ordene svæver så rytmisk rundt og trænger så fængende igennem i en endeløs række af betragtninger af livet set i storbyens lys fra en ungdomslejlighed, at man ikke kan lade være med at lytte med… Det er i statements som: ”Greenpeace prøver at få min underskrift for at redde hvaler, men ifølge bibelen er vi ikke de bedste venner”, eller i historier som ”Allerede Mandag”, hvor Jonas erklærer: ”Der er så meget godt fjernsyn, men intet jeg gider se”,
og i fortællingen om den bratte opvågnen til virkeligheden og turen ned på skattekontoret med dårlige undskyldninger på rede hånd:
”Det er sandt at jeg ikke har betalt min B-skat for da pengene gik ind tænkte jeg ikke over at jeg skulle betale halvdelen igen, jeg er jo ikke revisor, regner kun med at leve livet. Og hvis jeg døde i morgen, hvad hjælper det så at leve på dåsemad for at gøre staten glad.”, at vi som lyttere umiddelbart fanger interesse for ordene… alle ordene.
Men også i teksten om tiden efter parforholdet: ”Efter alt den tid med parmiddage og søndagsserier under dynen havde jeg helt glemt hvor meget jeg egentlig hader at gå i byen.”, ”Jeg har sagt mit job op for at kunne svare på alle de SMS beskeder jeg får”.
Nikker vi med det samme genkendende til, hvad det er Poeten & Lillebror fortæller os.
Inspirationerne har da heller ikke været svære at finde for Jonas, for det er de samme historier som alle vi andre (eller de fleste af os), også kender til og møder på vores vej gennem livet. Så når Jonas siger: ”Der er kun en 10’er i min lomme, og det gør det ikke nemmere”,
så ved vi hvad han taler om, og man trækker på automatisk på smilebåndet, når han fortsætter og knækker betragtningen med ordene:
”Hvordan kan der være så mange 10’er butikker i København? Der kan da ikke være så mange mennesker , som lige står og mangler så meget lort til en 10’er”
Men ”Det’ Bare Ord” er ikke et soloridt… nok er ordene Jonas Gülstorffs, men det han har ivrigt søgt hjælp fra venner og bekendte undervejs. Således er debut’en produceret med hjælp af vennerne Karl Bille og Malte Pedersson. Der er fornemt besøg af sangerinderne Suriyatim Sørensen og Maria Hamer Jensen og så er der også gæstebesøg af andre danske undergrundspoeter som Alan Hammerlund.
En temmelig anderledes debutant og en temmelig anderledes debut, både i pladebranchen og i den litterære ditto. ….det bare ord… men han (Jonas) mener dem vel!
Læs mere på www.poetenoglillebror.dk
|