Når Gaden Taler
Mange
har allerede fået øje på de mærkater, klistermærker,
spraymalede udsagn, stensils, plakater, tegninger og malerier, der
er opsat af diverse ukendte "kunstnere" i det offentlige
rum. "Når gaden taler" er resultatet af Jonas Gülstorffs
klik med kameraet i sin mobiltelefon gennem tre år, hvor han
har studeret, fotograferet og dokumenteret gadekunst i Danmark.
Idéen til bogen fik Jonas Gülstorff, da han i nogle
år boede i Amsterdam og New York, og netop fordi byerne og
gaderne var fremmede for ham, fik han øje på gadekunsten
på en helt ny måde. De åbne opmærksomme
øjne tog han med tilbage til Danmark og opdagede, at også
danske kunstnere var i fuld gang med at tale via det offentlige
rum. Alle billederne på de 240 sider i bogen er taget med
mobiltelefon. Mobiltelefonen med indbygget kamera giver os alle
muligheden for at forevige det, vi ser og oplever, nu og her og
uden den forudgående planlægning, der skal til, når
man pakker et rigtigt kamera i tasken. Måden, billederne er
blevet indsamlet på, har den samme umiddelbarhed, som selve
gadekunsten også har – den afspejler lysten til at tegne,
male eller kommentere, som kan være opstået spontant.
Metoden har også en nødvendighed, fordi værkerne
hurtigt bliver fjernet, ændret eller malet over igen. Mange
af "kunstværkerne" er en tankevækkende kommentar
på et tankevækkende sted, og det har også været
bærende for udvælgelsen blandt flere tusinde fotograferede
værker. Bogen inspirerer læseren til selv at få
øje, og de enkelte værker er spækket med ironi
og får dig til at trække på smilebåndet
eller starter en tankerække.
|