Efter tre plader og fem år går Poeten og Lillebror nu fra hinanden. Det er Ikke fordi de er blevet uvenner, mere fordi Poeten og Lillebror er vokset fra hinanden, eller rettere – Jonas Gülstorff er flyttet fra dem. Siden debuten i 2005 har Poeten og Lillebror bragt poesi og musik ud til folket. Hundredvis af live shows og snart tre plader, hvor poeten læser op af sin storbys poesi til skramlede beats og moderne jazz strofer. For de fleste betød det at digtene blev endnu mere spændende - der er jo ikke noget som at høre digteren læse op af sine egne digte. Men blandingen betød også, at musikpressen pludselig blev en del af processen, og den delte sig i to lejre: dem der var glade og kunne lide den måde som Gülstorff havde valgt at udtrykke sig på; og dem der mente; at ’det jo lød som Turell’. Det gjorde det måske – men mere fordi genren var den samme, og Poeten og Lillebror tog den op til revidering.
Kritikernes uforbeholdne mening har indflydelse på enhver kunstner. Men til syvende og sidst er det publikkens mening, der tæller. Og netop publikum var med Poeten og Lillebror lige fra starten. I et fyldt Store Vega i København, i et mindre fyldt Månen i Haderslev, som opvarmning for Jørgen Leth, eller da de stod for åbningen af Spoken Word scenen på Roskilde Festival i 2006 og 2007.
Jonas Gülstorff har været ’dukkefører’ siden starten. Det er hans tekster, ham der læser op, ham der producerer musikken - Poeten og Lillebror er ham. Derfor er det måske også lettere skizofrenisk, at han nu meddeler, at bandet går fra hinanden. For kan man overhovedet gå fra sig selv? Næppe... Helt alene har han jo heller aldrig været. Musikerkolleger, som Rasmus Nøhr, Karl Bille, Shzirley, Niarn har optrådt og indspillet med Poeten og Lillebror som en del af projektet, og for det meste i bytte for Gülstorff's hjælp på deres projekter.
Jonas vidste godt, at det ville blive svært at presse en ny musikgenre ned over Danmark. Han har selv siddet bag skrivebordet på TV og radio stationer. Så han ved præcis, hvor hårdt det er at komme igennem nåleøjet. Men reaktionerne fra publikum og det overvældende salg af CD’er (der løb op i mange gange den gennemsnitlige digtsamling) overbeviste ham om, at Poeten og Lillebror var på rette vej. Derfor blev 2007 året, hvor to'eren udkom og lod landet drukne i ord. Anmelderne forstod, at Jonas mente det alvorligt, og nu var det pludselig poeten, der blev druknet i flotte ord.
Nu er det altså slut. Ikke fordi at Jonas føler, og der ikke er plads til ham på den danske scene - han er slet ikke i landet mere. Ordet har ført ham til New York, hvor han blev gift sidste år, og nu bor med sin kone i Brooklyn. Det er også en stor del af omdrejningspunktet på ”Det Sidste Ord” - det tredje og allersidste udspil fra Poeten og Lillebror. For hvis en poet ikke taler sit modersmål til dagligt, risikerer han at miste sit sprog.
Sådan vidste Jonas Gülstorff naturligvis ikke at det ville gå, for mange år siden, da han savnede et kantet projekt, hvor der ikke var rammer for teksten, eller regler for lyden. Det var dogmet for det cinematiske lydbillede, som blev Poeten og Lillebror. Det er lyrik, der fortæller om mennesket, men også om digteren, kunstneren bag det hele. Hans oplevelser, anskuelser og tanker – mere under huden nu end tidligere, selv om han aldrig tidligere har været bange for at lægge kortene på bordet.
Med ’Det Sidste Ord’ flytter Jonas fra Danmark til det store udland. Sammenligner, savner, mærker og oplever det hele. Hele tiden suger til sig og former det til ord og musik. Ordene er mange, men igen er der ikke et ord for meget, ikke en overflødig sætning. De leger og flyder så let som aldrig før, når Poeten fortæller historier og Lillebror spiller op med en bred vifte af musikalske venner. Gamle kendinge som Andreas Bennetzen og Maria Hamer Jensen, og nye venner som Thomas Buttenschøn og Esben Schack er med på ”Det Sidste Ord”.
”Det Sidste Ord” er nok afslutningen på trilogien og på Poeten og Lillebror, men det bliver langt fra det sidste ord fra Jonas Gülstorff, spørgsmålet er bare om det næste, vi kommer til at høre bliver på dansk – her er det sidste for nu: ...“Det bare ord, jeg drukner i dem og det her er det sidste.”
